Vi har alle sammen hørt de tre små grises egen version af historien og har haft så ondt af dem – men nu kom sandheden frem. Den var Claus Mandøe en mester i at vise med sine dukker, som han selv styrede og lagde stemmer til.
Claus Mandøe kom til Ådum Børneunivers med sit dukketeater torsdag formiddag. Der var 45 tilskuere til forestillingen.
Det var Bjørne fra Idrætsbørnehaven og skolens 0. og 1. klasse, som sammen med deres lærere fik en anderledes oplevelse af historien om de tre små grise i denne morsomme og musikalske udgave.
Forestillingen berettede nemlig om, hvordan de tre små, tarvelige grise forsøgte at narre den rare og venlige ulv.
To af grisene fik på uheldigste vis deres endeligt, mens den tredje gris overlevede og lige siden ved sin udspekulerede og snu facon har sat ulven i et meget dårligt lys.
Claus Mandøe har i 35 år optrådt med dukketeater og udvidet det til et repertoire på mere end 10 numre. Med sin indlevelse, kontakt til børnene og deres medvirken i stykkets forløb, havde han de små tilskueres fulde opmærksomhed.
Sjove sange, gamle som nye, hørte med. Grisen, der ”snupper en halv time på trynen”, var en blandt de sjove udtryk.
Scenen var sat op i flamingo med Danish Crown skilte og økologisk mærkning af grisene.
Da ulven havde slugt de to grise, måtte publikum indrømme, at de også spiste grise, og der var en pakke røget bacon i præmie til det første rigtige svar i den problematik.
I næste uge går turen videre for Claus Mandøe til USA, hvor han skal optræde med sine numre i Washington D.C. I alle lande i Europa har han spillet, desuden i Kina, Japan, Australien m.fl.
Claus Mandøe spiller ud over dansk også på svensk, engelsk og tysk. Hvor man ikke forstår disse sprog, oplærer han en medspiller på stedet til at føre snakken, men dukkerne styrer han selv.