Hver anden uge mødes en flok unge fra 5. kl. og opefter i Å dum til et hyggeligt og frit samvær.
Ungegruppen er slet og ret navnet, der bag sin enkelhed dækker en masse opfindsomhed. Sarah Pontoppidan, Julie Jensen og Laila Bech danner denne aftens lederteam og har nedfældet aftenens program på et stykke papir.
Tirsdag efter vinterferien sparkes der til fodbolden i Hallen, så appetitten er til pas god, da alle efter den første time sætter sig til bordet i Klublokalet.
Laila og Julie har bagt pandekager imens. Lige som erfarne husmødre gør det, har de slumpet sig frem. Melposen med 2 kg blev tømt, 3 liter mælk , 9 æg og smagstilsætning resulterer i 62 pandekager – klar til 15 unge mennesker.
Snakken går rigtig hyggeligt om dagens oplevelser og selvfølgelig også om hændelser i skoledagens løb. Det lyder til at have været en spændende skoledag.Og ikke mindst er der konfirmationssnak. Den nærmer sig for nogle af dem. Tøj og gaveønsker er oppe at vende.
En lille stak pandekager står på fadet, da hallen igen trækker for mere motion, spil og leg. Aftenen slutter kl. 21, og dem , som bor nærmest cykler hjem, mens forældre henter og fylder op i bilen efter de øvrige.