Der blev julet 3. søndag i advent i Ådum

Børn fra Ådum Idrætsbørnehave pyntede juletræet

Den tredje søndag i advent blev en aktiv og festlig optakt til juledagene i Ådum.

Over middag pyntede børnene fra Idrætsbørnehaven juletræet på Ådum Købmandstorv. Derefter kørte den grå Ferguson med Erik Andersen ved rattet. Vognen var pyntet med gran og havde halmballer som siddepladser for julemand og børn.

Optog gennem byen i diset vejr

De blev tæt fulgt af forældre, bedsteforældre og andre borgere på gå-ben rundt i byens gader, hvor synet af de glade børn undervejs lokkede flere med i optoget.

Tilbage på pladsen foran købmanden blev der sunget og danset om juletræet til musikken, som Gunnar Kristensen og Finn Larsen Hansen,Tarm, sørgede for på harmonika og banjo. Julemanden åbnede sin sæk, og børnene ventede i en lang række på en godtepose, og julemanden havde nok af dem.

Der blev danset omkring juletræet på pladsen foran købmandsbutikken

Der var også noget for de voksne. De lunede sig på gløggen og de varme æbleskiver i bagbutikken. Købmand Keld Skov Hansen og hans medarbejdere havde søndagsåbent i butikken, som var fyldt med varer og gode juletilbud. Karen Bang bød på vinsmagning ligeledes med favorable tilbud.

Keld, Karen og bestyrelsen for Ådum Købmand havde sammen med Borgerforeningen arrangeret en god oplevelse denne eftermiddag.