Ådum Lokalarkiv har gennem nogle år arrangeret historiske aftenture til forskellige seværdigheder i sognet. I år fortsattes byrundturen, da man sidste år kun nåede den nordlige del af byen.
Tidligere brugsuddeler Knud Mogensen var guide på turen, som i år igen udgik fra Kirkepladsen.
Interessen for byturen var stor. Godt 60 mennesker samledes med stor gensynsglæde. Adskillige gamle bysbørn mødte op så langt fra som Randers, Århus, Hedensted m.v. Ådums hjemmeside bliver åbenbart læst og ikke mindst Ådum Nyt, hvor annonceringen havde vakt de fremmødtes lyst og motiveret til at tilbagelægge adskillige kilometer.
Knud Mogensens viden og hukommelse om de gode gamle dage i landsbyen er legendarisk. Som 7-8 årig begyndte han at cykle ud med frøsedler for sin far, uddeler Bertram Mogensen, og kom indenfor i næsten alle hjem i sognet. Meget fra den tid har Knud Mogensen nedskrevet og giver gerne videre.
Turen gik tværs over kirkegården til østdiget, hvor Dres Krogsgaards hus tidligere var indmuret i diget. Kun en enkelt sten fra soklen er tilbage.
Derefter fortsattes langs kirkediget til den gamle købmandsgård, som var den første forretning i Ådum, startet af Jens Jacobsen i 1865.
Knud Mogensen fortalte videre om de nærmest liggende huse på Odderupvej, om hvem der havde bygget husene, hvornår de var bygget, og hvem der havde boet der.
Tøstrupvejs nordlige ende og Strømmesbølvej blev derefter gået igennem på samme måde.
Det var karakteristisk, at mange af husene i den ældre bydel foruden bolig også rummede en butik eller mindre virksomhed. Folk var dengang hjemme i byen om dagen, for arbejdet havde de ud fra deres bopæl.
Nybyggeri og reparationer udførtes af de forskellige håndværkere. Barber og damefrisør var i gaden, ligeså fransk vask og strygning, kirketjener over for kirken, vognmandsforretning, brugs, bagerbutik, postkontor, systue og flere endnu.
Der var efter turen fælles kaffebord på Hjemmet, som Medborgerklubben, Husholdningsforeningen og Arkivet serverede. Knud Mogensen fortalte nærmere om det, der var set og gav spændende personskildringer om: Dres Krogsgaard, Jørgen Frandsen, Hans Peter Thomsen samt af daværende slagter, bager, møller, murer, skrædder, post med flere. Det var megen morskab over mange beretninger, som viste, hvor godt folk kendte hinanden, og hvor svært det var at skjule sine særheder.
Efter megen snak om gamle minder sluttedes aftenen af med opfordring til ådumboere om at nedskrive deres livshistorie, som vil blive et led i hele Ådums fælles historie og indgå i Arkivets materiale.
Til dette er der udarbejdet et oplæg, som man kan besvare og skrive ud fra. Det fås ved henvendelse til Ådum Lokalarkiv. For dem, som hellere vil fortælle end skrive, er der mulighed for ligeledes at henvende sig og få en aftale om optagelse af livshistorien.
Mens folk gik fra dagligstuen, var der blandt de snakkende en udbredt enighed om, at mennesker i dag er langt mere ensrettede, og at originaler som dengang vist ikke findes mere.