Mandag morgen kunne planlæggerne af Sportsskolen i uge 27, Tina Knudsen og Maibritt Jespersen, byde velkommen til 57 glade børn, det hidtil højeste antal deltagere.
Der var nye sportsbluser parat til alle med Sportigan, Ølgod, og Ringkjøbing Landbobank, Tarm, som sponsorer.
Solen skinnede og efter velkomst og gruppedeling begyndte aktiviteterne. Der var rundbold, som Tanja Bredahl og Nicolai Bech stod for. Til streethåndbold var Thomas Andersen med som DGI-instruktør.
Ugens program byder på mange aktiviteter for børnene, som er med fra kommende børnehaveklasse til 6. klasse.
De fleste tilbud forestås af lokale trænere. Til parkour, børnezumba og taekwondo er der dog instruktører, som kommer hertil fra andre steder.
Der er Sportsskole mandag til fredag fra kl.9.00 til 15.00.
Lokale damer klarer den imødesete, kulinariske del med frugt, eftermiddagskage og ta-selv frokostbord.
Når Sportsskolen slutter fredag, slutter Aadum I&U ugen af med AADUM LØBET kl. 17.00 og derefter det store sammenskuds-ta-selv-bord.