Aadum Medborgerklub samlede en god flok af medlemmerne til den årlige generalforsamling i dagligstuen på ”Hjemmet”. Som sædvanligt kunne de fremmødte hygge sig omkring det gode kaffebord. Bagefter var der koncentration om bankopladerne, mens Johanne Olesen råbte numrene op, og bestyrelsesmedlemmer fordelte gevinsterne.
Selve generalforsamlingen afvikledes som eftermiddagens første punkt. Formanden Johanne Olesen genopfriskede årets arrangementer. Hun nævnte, at den planlagte udflugt til ”Jenle” i august bliver en bustur.
Fritze Andersen fremlagde regnskabet, som sluttede med et lille overskud. Der var genvalg til Birgit Vestergaard og Evald Lynggaard..
Under eventuelt var der forslag om fælles tur til sommerspil i Ølgod i august..