Teatret OM gør i disse dage klar til at besøge tre landsbyer i Ringkøbing-Skjern Kommune med projektet Teater på Valsen.
Fra slutningen af februar til midten af marts vil Teater på Valsen bringe optrædener, teaterforestillinger, workshops og kulturelle byttehandler rundt til Ådum, Stadil-Vedersø og Fjelstervang.
Teatret OM og fire gæstedeltagere vil opholde sig i hver landsby i to dage. Den første landsby på ruten er Ådum, som får besøg den 27. og 28. februar. Dernæst går turen videre til Stadil-Vedersø den 1. og 2. marts. Sidste landsby er Fjelstervang, som får besøg den 6. og 7. marts.
Programmet med de mange spændende aktiviteter er blevet tilrettelagt i tæt samarbejde med de lokale foreninger, folkeskoler og daginstitutioner, og involverer aktivt borgere i alle aldre, som får rig lejlighed til at udfolde deres kreative sider.
I løbet af de to dage vil der være tre forskellige workshops. For skolebørn er der arrangeret workshops i traditionelle danske sanglege. De ældre, som kan bidrage med gamle sanglege fra deres barndom, er også blevet inviteret til at deltage. Workshoppen ledes af Tippe Molsted, som er sanger og danser samt ekspert i dansk folkekultur.
Unge, som har lyst til at mærke pulsen fra de store japanske trommer og lære forskellige rytmer, får en enestående mulighed for at tilmelde sig en trommeworkshop med Rita Suberbi. Rita Suberbi har arbejdet med japanske trommer siden 1979, og er en af de få i Europa, som har specialiseret sig i den japanske trommeteknik taiko.
For de mindste vil der være en workshop i krydderi-malerier med Signe G. Thomsen, som er gøgler, skuespiller og dramapædagog. Signe G. Thomsen opfører desuden forestillingen ”Musen i pakken” for de mindste.
Ikke kun de mindste får mulighed for at se teater. Teatret OM opfører i samarbejde med gruppen Taiko forestillingen ”Storm og kirsebærblomster” for hele familien / alle aldre.
Et festligt indslag den første dag bliver en parade rundt i byen. Stylteheksen og spillekonen går rundt sammen med SFO børn. Børnene går fra dør til dør og inviterer på underholdende vis byens borgere til den afsluttende byttehandel. De spørger også om en grøntsag til en suppe, som vil blive serveret til byttehandelen. Alle børn, som har lyst til at gå med i paraden, er velkomne.
De to dage kulminerer den sidste aften med kulturel byttehandel for alle byens borgere.
Med ”kulturel byttehandel” menes en udveksling mellem parterne; alle viser hvad de kan, det kan fx være en sang, en dans, en historie eller en vittighed, det er en uformel performance-event, en festlig begivenhed, som er åben for forskellige indslag. Signe G. Thomsen vil optræde som konferencier i karakter af en 3 meter høj styltefigur, der med lange benspjæt vil sørge for at slå den rette stemning an. I byttehandelen deltager borgere fra landsbyen sammen med alle de medvirkende Teater på Valsen kunstnere. Fokus i denne begivenhed er selve mødet mellem mennesker: vi ser andre eller nye sider af vores naboer og andre, som vi til daglig ikke udveksler med.
Hele projektet afsluttes med et arrangement på Teatret OM lørdag den 14. april, hvor beboere fra alle tre byer inviteres til at se teatrets nyeste forestilling ”I Maltagliati”. Efter forestillingen serveres der kaffe, og der bliver mulighed for at snakke sammen på tværs af landsbyer og på uformel vis udveksle Teater på Valsen oplevelser.
FAKTA om Teater på Valsen:
Projektet er støttet af:
Indenrigs- og Sundhedsministeriets Landdistriktspulje og
LAG Ringkøbing-Skjern – aktionsgruppen er støttet af Fødevareministeriet og EU.
Arrangeret af:
Teatret OM i samarbejde med lokale foreninger, folkeskoler og daginstitutioner for børn.
Deltagere:
Teatret OM: Grundlagt i Rom, Italien 1989. Teatret flyttede til Danmark i 1996 og har siden 2006 været egnsteater i Ringkøbing-Skjern Kommune. www.teatretom.dk
Taiko: (Italien): Taiko er en af de få grupper udenfor Japan, som har specialiseret sig i den japanske trommeteknik taiko. Duoen Taiko består af Rita Suberbi og Catia Castagna.
Signe G. Thomsen: Gøgler, skuespiller og dramapædagog.
Tippe Molsted: Sanger og danser samt ekspert i dansk folkekultur.