Nyt fra Kvik Spar Ådum

For kunderne i Ådum Købmandshandel kan det slet ikke overses, at butikken i det nye år byder velkommen med nye og synlige investeringer, takket være VE-midlerne.

Helle viser de nye tiltag med glaslåger

Der er nu kommet glasdøre foran kølere og glaslåg på alle frysere. Begge dele er en vigtig energi investering. Foruden at det ser rigtig godt ud, nedsættes både elregning og varmeforbrug, samtidig med at butikken bliver lunere, også som følge af de nye varmepumper, der er installeret.

I butikken er det altså rigtig synligt, at der er kommet vindmøllepenge til Ådum. Til Købmanden blev der bevilget 239.000 kr til energi investeringer, og når oversigten over økonomien er klar, er det planen, at også belysningen i butikken skal justeres.

Vilja ville vist gerne selv tage varerne

Fondspengene har bidraget til en fuldt opdateret butik, som kunderne tager godt imod, og en væsentlig bedre varepræsentation. Selv om varerne står eller ligger bag glas, er der en rigtig god synlighed til varerne.

Varepræsentation er i øvrigt noget, der arbejdes meget med, og ikke færre end 60 ekstra hylder er inden for det sidste halve år sat op i butikken. Kunderne har da også bemærket de nye tiltag med anerkendende skulderklap.

Helle ved disken

Fra både købmand Helle Andersens og bestyrelsens side arbejdes der med alle muligheder for at bevare Ådums sidste butik. Bedre omsætning og større kundestrøm giver personalet mulighed for at have et bredt og frisk sortiment.

At mange kunder har taget godt imod de nye tiltag giver håb om, at det må smitte af på nye kunder og give butikken den overlevelsesmulighed, som er så vigtig i landdistrikterne