Opsamling af skrald langs vejene i Aadum

Onsdag eftermiddag var Lis Bach fra Borgerforeningen klar med listen over ruterne i Aadum, hvor der skulle samles affald. Men der blev ikke mange at sende af sted.

De to første, som dukkede op havde allerede samlet langs deres sædvanlige rute og kunne aflevere sække med først og fremmest øldåser, cigaretpakker, papkartoner samt også mere specifikke ting så som en bildør, en hattehylde og plastikslanger. Til gengæld understregede de, at ingen af dem havde fundet slikpapir, og frifandt dermed børnene for at bruge naturen som affaldsspand.

Andre havde ringet i forvejen, aftalt en rute og fået udleveret plastsække, så de var selv gået i gang ude på stedet. Enkelte brugte egen emballage og afleverede i eftermiddagens løb.

Kun nogle få nød pølser, brød, øl og vand, som Lis Bach serverede. Til gengæld var der rigeligt at mætte sig med efter opsamling og traveturen.

Trods den dalende tilslutning med 15 aktive samlere lykkedes det at dække 19 af de 25 ruter. Byens gader var til alles nydelse rene. Det havde skolebørnene sørget for om formiddagen.

Generelt var det indsamlernes indtryk, at der i år var mindre at samle op, samtidig med, at der var større bunker efterladt på enkeltsteder.

I det skønne forårsvejr kan de ryddede gader og grøftekanter nu nydes af forbipasserende.