Søndagens fælles affaldsindsamling

Kristian Albæk Pedersen er Ådums repræsentant i Dansk Naturfredningsforening i Ringkøbing-Skjern. Han var klar på Ådumhallens parkeringsplads søndag kl. 9.00 med de store poser i kraftig plastik til formålet og tog sammen med Anker Danielsen allerede imod de første poser, som en indsamler havde klaret lørdag.

Anker Danielsen fra Borgerforeningen og Kristian Albæk Pedersen tog  imod hele formiddagen, og Anker nåede også en opsamlingstur rundt i Ådum by. I forvejen havde han tjekket Søndertoftens legeplads, Kulgravene og Skydebanen.

Færre dåser i vejkanten

Selv om der er gået halvandet år siden sidste opsamling, var der egentlig forbavsende lidt at samle på adskillige vejstrækninger.Foråret er den bedste tid, idet græsset nu var blevet temmelig højt og visse steder gjorde det vanskeligt at se de små ting i grøften som cigaretskodder og karamelpapir. Der var dog helt klart færre dåser uden pant end ellers!

Kristian Pedersen opfordrer til, at man tager en plastikpose med i bilen, og når man færdes i naturen. Selv har han oplevet, at det har effekt, at man går rundt og samler. Et par gange er en bilist lige stoppet med kommentaren: ”Godt initiativ, du tager!” 

Kristian Pedersen sørgede for, at det indsamlede kom videre. Man kan fortsat selv veje, aflevere og registrere resultatet på affaldsindsamlingen.dk. Den er åben hele 2020, og man kan registrere flere gange.