Ådum Købmands bonkonkurrence

Ådum Købmand har lidt kortere åbningstid om søndagen, hvor der lukkes kl. 17.00. På den noget regnfulde 2. søndag i advent benyttede kunder sig af lejligheden til at gøre julehandel med de mange gode tilbud. Med et alsidigt sortiment er der noget for enhver smag.

Et indkøb er også en lejlighed til at veksle et par ord eller mere med personale og andre kunder. Lidt eller meget, som man ønsker det, men helt sikkert er butikken vigtig for byens og sognets sociale sammenhæng.

Søndagens spænding

Spændingen manglede ikke søndag eftermiddag. Her kunne man klokken 14 overvære udtrækningen af to vindere i julemånedens bonkonkurrence. Anton og Mette, som passede butikken, tømte den fyldte papkasse med ugens boner.

En god mindre købmandskurv gik til de heldige vindere, som blev Lillian Feltheim og Jytte Bjørslev.

Næste søndag er der igen udtrækning på afleverede boner!