Kunst med Udsyn fra bymidte

Det centrale kunstværk på Ådums seneste kunsthjørne er skulpturen i midten. Den er skabt af en anonym kunstner i Skive. Efter konkurrencen om navneforslag fik den navnet ’Udsyn’, som det også fremgår af den lille plade nederst. Det var Birthe Lynggaards forslag. Hendes begrundelse lød: ’Jeg synes, den ligesom kigger ud på alt omkring sig, og det kan jo også symbolisere, at Ådum har øje for andre!’

Ernst Kviesgaard havde foreslået at kalde skulpturen ’Sammenhold’, og Jørn Kristiansens bud var ’Gravid kvinde’.

Hans Laurids Pedersen overrakte chokolade til alle tre forslagsstillere som påskønnelse af deres interesse og forslag.

På granit-bænken kan man sætte sig og foruden skulpturen også nyde synet af fuglebadet, som har været undervejs siden 1996, hvor det blev påbegyndt af Hans Vestergaard.

Det blev færdiggjort i 2019 af Gunnar Pedersen, Tarm, tidligere smedesvend i Ådum. Bjarne Bundgaard, Panelbyg, har skænket den store norske granitsten, som afrunder hjørnet mod syd. Dens vægt anslås til cirka 10 tons.