Udvekslingsstudent i Idrætsbørnehaven

Efter tre uger i Ådum Idrætsbørnehave er tyske Carolin Stiege, klar til et lille interview på dansk.

Det er imponerende, så meget Carolin forstår, og hun svarer på dansk med små sætninger. Hun giver børnehavebørnene en stor del af æren for, at hun er kommet så godt videre med sproget.

Børn er gode læremestre

’Børnene er gode lærere. De snakker til mig med både ord og hænder og lærer mig navne på tingene. Vi forstår hinanden.’ Caro er mest i den mellemste gruppe, men ellers med over det hele.

Hver dag møder hun i Børnehaven kl. 9 og bliver der til 15.30.

Fritiden i danske omgivelser

En ugentlig aften går hun til “Tal dansk café” i Ådum. I fritiden dyrker hun fitness i Tarm. Hun har desuden sin egen mountainbike med hjemmefra, og kørekort til bil så hun har mulighed for at komme omkring.

Hos værtsfamilien Lone og Øjvind nyder Carolin også samværet med de unge i familien og deres venner. Sammen med dem har hun allerede været ude og fået indtryk af danske forhold

 Carolin er her gennem AFS, American Field Service, foreningen for udveksling af studenter på tværs af landegrænser. Læs mere på Afs.dk