Ådum bød julen velkommen

Den fjerde søndag i advent var i år dagen før juleaften, og da var mange ådumborgere sammen om nogle hyggelige eftermiddagstimer.
Mødestedet var parkeringspladsen foran Ådum Købmand. Her ventede et juletræ på at blive pyntet. Det klarede børnene hurtigt med lidt voksenhjælp.

Turen rundt i byen

På pladsen holdt allerede den kendte grå Ferguson med en granpyntet vogn efterspændt. På vognen var der halmballer som siddepladser for børn, julemand og de to musikere. Da alle var på plads, startede den spændende tur.
Forældre og andre borgere fulgte efter på gåben rundt i byens gader, hvor musikken og synet af glade børn lokkede flere med undervejs.

Jlemanden delte ud

Tilbage på pladsen foran Købmanden blev der sunget og danset om juletræet til musikken. Julemanden åbnede sin sæk, og børnene ventede på række på en godtepose, og julemanden havde nok af dem.

Hos Købmanden

Der var også noget for de voksne, som lunede sig på gløggen og de varme æbleskiver i købmandens bagbutik. Kim og Meta fra Videbæk spillede mere julemusik på harmonika i butikken, hvor der var konkurrencer og gode indkøbs tilbud.
Ådum Borgerforening og Ådum Købmand stod bag det vellykkede arrangement.