Dorá fra Ungarn arbejder i børnehave

Dorá Vadasz fra Ungarn er ofte at finde på legepladsen ved Ådum Idrætsbørnehave. Hun er aktivt med i børnenes lege både ved gyngerne og i sandkassen. Kommunikationen mangler ikke noget mellem hende og børnene, selv om Dorá endnu ikke har det store ordforråd på dansk. Et af børnene kan engelsk og vil gerne hjælpe, men det allerbedste for Dorá er, at børn er så gode til at vise, hvad de siger.

Dorás hjemland

Siden 15. august har Dorá Vadász fra Szent Péterszeg i Ungarn været udvekslingsstudent i Ådum Idrætsbørnehave og er faldet godt til. Dorás hjem ligger 270 km øst for Budapest. Hendes forældre er landmænd. Tidligere har der været dyr på gården, men nu er det planteavl, fortrinsvis majs, de dyrker.

Dorá studerer i Budapest, hvor også hendes to søstre bor.

Værtsfamilie og danskstudium

Dóras værtsfamilie er Lene Bjørslev og Svend Jensen i Ådum. I samværet med dem er der god hjælp at få med det danske sprog. Dorá var også så heldig at komme med på deres familietur i efterårsferien.

Hver tirsdag går Dorá til undervisning i dansk på Sprogskolen i Skjern. Sin fritidsinteresse volleyball dyrker hun i Skjern og sætter stor pris på, at hun kan låne bil af familien.

Fremtidsplaner

Dorá bliver i Ådum i 9 måneder, inden hun skal tilbage for at afslutte sine studier i Budapest. Fremtidigt vil hun gerne arbejde som HR-konsulent eller i hvert fald med noget, som har med mennesker at gøre.

Bag hendes ophold står AFS, American Field Service, foreningen for udveksling af studenter på tværs af landegrænse.

Vil du vide mere om AFS interkultur, så læs her