Aadumhallens generalforsamling

Ved Aadumhallens generalforsamling blev Jytte Bjørslev valgt som dirigent og gav ordet til Niels Stokbæk, som aflagde formandsbretning.

Niels Stokbæk nævnte udfordringen i at leje hallen ud, selv om den i denne sæson har været lejet flere timer ud end i sidste. Det skyldes, at ihærdige tilflyttere har samlet en flok fodboldinteresserede, som i samarbejde med idrætsforeningen har startet både inden- og udendørs fodbold.

Vedligehold

Om Hallens vedligehold nævnte Niels Stokbæk, at lysarmaturer er udskiftet til andre mere energibesparende.

Nye plader er sat på porte, og der er omfuget, hvor det var nødvendigt.

Dankortautomaten er erstattet af en mobiltelefon og MobilePay-MyShop, hvilket giver en årlig besparelse på 7.500 kr.

Der var tak til tennisspillerne, som har renoveret banen, og hallen har betalt materialeomkostningerne.

Tak til alle frivillige

Formanden sluttede med en tak til alle, som har ydet en frivillig indsats i arbejdet med hallens vedligeholdelse og drift.

Kasserer Margit Plauborg fremlagde og fik regnskabet godkendt. Der var genvalg til Niels Stokbæk og Tage Pedersen, og nyvalg til Hannah Bækgaard.

Initiativpris overrakt til Alex

Aadum Hallens Initiativpris blev i år overrakt af formanden til Alex (Mihai Alexandru Tutunaru) med begrundelsen:

– Alex er en af byens mange tilflyttere og tog sidste vinter 2016 initiativ til at starte et fodboldhold for andre tilflyttere i byen, – der, ligesom han selv, elsker fodbold.

Det bliver til tre timers fodbold i hallen hver søndag hele vinterhalvåret. Her i foråret 2017 tilmeldte Alex gennem Idrætsforeningen et seriehold til udendørs fodbold. Dette bringer liv til såvel hallen som til idrætsforeningen.

For en lille by som Ådum er det vigtigt med mennesker som Alex, der tager initiativ. Både til at starte nye tiltag og til at vedligeholde dem, der allerede fungerer. Han er et bevis på at med støtte fra byen og hallen, er det muligt for tilflyttere at integrere sig i foreningslivet.

For Alex’ initiativ til at få noget ’op at køre’ modtager han derfor initiativprisen 2017.