Børnene på Ådum Børneunivers cyklede og løb i alt 13.150 kr. ind til støtte for den private skolebus. Det foregik fredag den 11. september efter skoletid. Bestyrelsesmedlemmer i Støtteforeningen for Ådum og frivillige hjælpere havde gjort klar til arrangementet.
Netop som aktiviteterne skulle i gang, trak mørker skyer op, og nogle kraftige byger faldt. Der blev trængsel i Bålhytten, hvor man ventede og håbede på bedre vejrsituation.
Friske elever på cykelruten på 1 km startede dog op og kørte forbi mange gange, inden den ønskede vejrforandring heldigvis kom. Det fik hepperne ud på banen, og det gav børnene energi til endnu flere omgange, end de fleste vist havde tænkt.
Også mountainbike kørerne tog mange omgange på 1,5 km. På fodboldbanen var der løb på omgange a 400 m, og de yngste løb og gik rundt om Multibanen.
Populært regntøj til de voksne blev kreeret lige fra rullen med sorte affaldssække. Tre klip var nok til både at holde sig tør og have udsyn og bevægelsesfrihed.
Jytte og Trine fra skolenes personale holdt gejsten oppe hos flere end dem selv med deres mange cykelture i flot tyls- og festtøj.
Kaffe og hjemmebagt brød, chips, drikkevarer og slush ice fra boden kunne nydes i det fri hen på eftermiddagen i påskønnet tørvejr
Der var medaljer til alle løbere og cyklister. Thøger Bom sørgede for uddelingen. Bent Snedker gik samtidig i gang med opgørelse til sponsorerne. Fra salget i boden var der en fortjeneste på cirka 900 kr.
Desuden var der afleveret en anonym gave på 5.000, som blev modtaget med taknemlighed, så dagens samlede beløb kom op på 19.050 kr.
Klaus Nielsen tilføjer, at alle nummerskilte som en stor hjælp var udlånt af Tarm IF.
Ådum Børneuniversbussen, den private skolebus, gør en forskel!
Skolebestyrelsens formand Bjarne Jørgensen har netop udtalt: ”Ådum Bussen henter pt. 9-10 børn udenfor skoledistriktet til Ådum Børneunivers, de er med til at kompensere for det faldende børnetal, som vi også mærker i Ådum.
Børnehaven bruger ofte bussen, til at tage på tur, så de har også meget glæde af den i hverdagen.
Ådum Bussen er kort sagt med til, at vi kan bevare vores fantastiske skole og børnehave nogle flere år ud i fremtiden og holde liv i Ådum by og sogn.”








