Naturcenter Skjern Å, Ånumvej 161B, Albæk 6900 Skjern
Kom og oplev en eftermiddag med fortællere fra Fortællefestival Vestjylland, der zoomer ind på området omkring Skjern Å. Og hvem ved, måske kommer der også en enkelt eller to lokale fortællere frem.
Skjern Å har i århundreder været den dominerende faktor i landskabet mellem Tinning Krat og Ringkøbing Fjord. Det har affødt en lang række oplevelser og møder mellem åen og de folk, der har boet der.
”Skjern Å har jo været et vilkår for folk på egnen. Der er høstet hø, fanget gigantiske laks, blevet gået romantiske ture og skrevet Danmarkshistorie i området, ” fortæller Gunnar Madsen fra Verden Set fra Vestjylland, ” Vi prøver, at få nogle af de gode historier frem, som der jo er tusindvis af.”
Aktiv lokalsamfund Skjern Å er også med til at arrangere eftermiddagen.
”Vi vil jo gerne sætte lidt mere fokus på værdierne i Nationalpark Skjern Å, ” fortæller Poul Pedersen, formand i Aktiv Lokalsamfund, ”Vi indviede jo nationalparken i september, nu prøver vi at skabe lidt liv i og omkring den.”
Fortællearrangementet er støttet af Kulturelt Samråd.
Hvad: Fortællinger om Skjern Å
Hvornår: 22. november kl. 13.30-15
Medvirkende: Anne M. Nielsen og Gunnar Madsen, Fortællefestival Vestjylland m.fl.
Hvor: Naturcenter Skjern Å, Ånumvej 161B, Albæk 6900 Skjer
Entré: Gratis, kaffe og kage kan købes