Høstgudstjeneste på søndag 28. september kl. 19

OBS: Rettelse: Der holdes høstgudstjeneste i Ådum kirke søndag den 28. sept. kl. 19.00 ( ikke kl.10.30 som annonceret i Aadum Nyt). Gudstjenesten er med musikalske indslag, og der bydes efterfølgende på kaffe og lagkage på Hjemmet.  Alle er hjertelig velkommen!

Venlig hilsen Menighedsrådet

 

IMG_5260 blAt se sit liv i noget større 

Hvorfor skal man holde høstgudstjeneste i vore dage?

Vi ved, hvor mange millimeter vand de forskellige afgrøder har brug for i løbet af deres vækst og meget mere. Landbruget er blevet specialiseret og professionaliseret. Moderne landbrug er blevet så driftssikkert, at størstedelen af befolkningen aldrig behøver skænke høsten en tanke. Mælke- og melpriser svinger måske med nogle kroner fra år til år, men her i landet sulter vi ikke af den grund.

Alligevel røber sproget os. Vi er stadig ligeså meget indfældet i verden, som vi altid har været.

Vi får stadig børn. De kommer til os, vi tager dem ikke. Vi får stadig en forkølelse eller virus.

Høstgudstjenesten holder vi for at huske på, at vi stadig er indfældet i verden på trods af mejetærskere, e-boks og centralvarme.

HøstgudstjenesteVi holder høstgudstjeneste for at genindsætte det daglige liv i en højere sammenhæng. Gud skaber stadig vores liv fra dag til dag. Høstgudstjenesten er en anledning til at tænke over alt det, der kom til os. Høstgudstjenesten er en tak for alle velsignelser – og høstgudstjenesten er en bøn om, at Gud også vil huske os i prøvelser.

Høstgudstjenesten er at modtage livet af Skaberens hånd.

Søndag d. 28. september kl. 19.00 holder vi høstgudstjeneste i Ådum. I år har vi mere musik i gudstjenesten end sædvanligt. Musik kan løfte vores opmærksomhed ud og op, og vi håber at mange vil benytte lejligheden til at besinde sig på det, der er modtaget af Guds hånd, og samtidig lægge bekymring og håb tilbage i Hans hånd.

Vi vil synge nogle af de kendte høstsalmer og derudover vil der være musikalske indslag.

På Ådum Menighedsråds vegne

Sognepræst Hans Petur Kirkegaard