Siden Aadum Købmand genåbnede først i april er der heldigvis kommet mere liv i bybilledet. Der er folk på gaden og biler på parkeringspladsen.
Med sommeren er skiltningen ude foran butikken også udvidet. På skiltene annonceres ugens aktuelle tilbud fra Let Køb butikkerne. I weekenden har Brian varer udenfor fra grøntafdelingen på vognen.
Ud over LET KØB ’s tilbud er det værd at bemærke de selektive tilbud inde i butikken. De er udvalgt af Brian. De tydelige røde tilbudsskilte ses nemt rundt på hylderne ved varerne, det gælder.
Et par travle måneder har det været for Brian Pedersen. Det er der ingen tvivl om. Heldigvis er der frivillige medarbejdere, som tager en tjans med opfyldning af varer og andet.
Kunderne kender nu Brian, og helt tydeligt er han hurtigt blevet kendt med dem, for han husker navn og nummer, hvis man har det.
Ved siden af en glad smiley på indgangsdøren til butikken har Brian skrevet: ” Aadum Købmand – her holder vi sammen” – og heldigvis for det!