”En historie fra det virkelige liv” var Brunhilde Sørensens overskrift til sin beretning om flugten fra Østprøjsen til Hamborg i 1945.
Brunhilde Sørensen fortalte sine oplevelser, som stod skarpt i hendes erindring, selv om hun kun var fire år, da 2. verdenskrig var i sit sidste år og sendte hende og hendes familie på flugt sammen med befolkningen fra de baltiske lande og Østprøjsen, hvor hendes slægt boede i byen Elbing.
Det blev en gribende og meget levende skildring, hun formidlede til de 35 tilhørere fra Ådum Medborgerklub og Ådum Husholdningsforening.
Hendes far og bror var indkaldt og ved østfronten, da kvinderne fejrede den sidste jul i hjemmet i 1944. Russernes fremmarch kunne ikke standses, og først i allersidste øjeblik kunne nazisterne ikke holde den østprøjsiske befolkning tilbage fra flugten.
Det var under forfærdelig forhold i den iskolde vinter ad snedækkede veje og over tilfrosne vandområder med nærmest ingen muligheder for at finde noget spiseligt, at de nåede til Gdynia den 30. januar 1945, hvor lazaretskibet ”Wilhelm Gusttloff” skulle sejle flygtninge mod vest.
Brunhilde havde mistet sin ene sko. Den ville hendes mor finde, og i mellemtiden blev skibet fyldt og døren lukket. De nåede ikke med. I en temperatur på 30 minusgrader stod de tilbage i en håbløs situation.
Forsinkelsen med skoen skulle dog vise sig at være deres redning, for nogle timer senere blev flygtningebåden ramt af russiske torpedoer og sænket. Næsten 10.000 flygtninge omkom.
På trods af farefulde hændelser nåede Brunhilde, hendes mor og søster til Hamborg. De opholdt sig som flygtninge i den udbombede by i kældre og jordhuler de næste tre år. Da Brunhilde var 8 år flyttede de nordpå til Bad Segeberg, hvor de fik et værelse at bo i.
En dag bankede det på døren og en høj mand trådte ind. Han var ukendt for Brunhilde, men viste sig at være hendes bror, og snart dukkede også hendes far op, begge efter krigsfangenskab. Familien havde den lykke at blive genforenet.
En dansk cigaret, som Brunhilde lagde fra sig ved en danseaften i Hamborg, blev kontakten til hendes danske mand, der var på gennemfart til Harzen.
Brunhilde Sørensen sluttede sin beretning i taknemmelighed over de gode forhold, hun lever i her i landet og med gode ord om modtagelsen i hjembyen Spjald.