Senior Erhverv Danmark er en landsdækkende forening, som har til formål at formidle jobs til aktive, jobsøgende medborgere over 50 år.
Senior Erhverv Midtjylland har kontor i Herning og åbner nu en afdeling i Skjern, som den første i Ringkøbing-Skjern Kommune, under navnet lokalforening: Vest.
Det første møde er på onsdag den 25. september kl. 10 – 13 i mødelokalet Beta-B på Skjern Bibliotek og vil fremover fortsætte hver anden onsdag indtil jul.
Vibeke Bøgebjerg Hansen, Ådum, er med i styregruppen og lokal kontaktperson. Hun fortæller om programmet, at til hvert møde tager man ud og besøger virksomheder for at gøre opmærksom på, at de har mulighed for at henvende sig til Senior Erhverv Midtjylland med henblik på ansættelse af kompetente medarbejdere.
Når deltagerne er tilbage fra virksomhedsbesøg, vil der være en drøftelse af, hvad der er kommet ud af besøgene og fælles afslutning.
Senior Erhverv Midtjylland fungerer som en ekstern formidlingsaktør, der henviser medlemmer til virksomheder i et omfattende netværk med kontakt til næsten alle områder af dansk erhvervsliv.
Senior Erhverv Midtjylland er repræsenteret på Skjern Jobcenter med en stand fra kl. 9.30 – 12.00 den tredje mandag i måneden.
Foreningen står desuden for forskellige sociale arrangementer, hvor jobsøgende kan møde andre i samme situation og derigennem få positive input.
Vibeke Bøgebjerg fortæller gerne nærmere om dette 50+ projekt og kan kontaktes på tlf. 3022 2978.