Torsdag eftermiddag viste ”Bjørnene” i Ådum Idrætsbørnehave et lille skuespil for forældre og andre interesserede.
Replikker og sange var inspireret ud fra Eric Carles’ bog: ”Den sultne larve Aldrigmæt” og var en skøn historie om en larves forvandling til en smuk sommerfugl.
13 børn var på scenen og efter to ugers øvelse og arbejde med stykket blev det en perfekt forestilling,
som Pauline Böttcher havde forberedt som sit afsluttende projekt. Pauline havde syet alle dragterne til de medvirkende, sat musik til fra en melodi fra Tyskland og skrevet tekster ud fra bogen.
Der var velfortjent applaus til børn og Pauline for den gode oplevelse.
Den 6. maj rejser Pauline hjem til området nær Stuttgart, hvor hun skal i gang med sin videre uddannelse.