Elevernes fremstilling af navnet “Ådum Børneunivers” er i efterårsferien sat op af Arne Callesen og Ernst Kviesgaard.
Og oplivende tager det sig ud på en efterårsdag med flotte, stærke farver til elevernes valg af motiver.
Lærer Arne Callesen fortæller, at 4., 5. og 6. kl. har brugt et par fredage på fremstillingen. Fredagenes fem lektioner er afsat til såkaldt “emne”, og det er mange emner, man i årets løb kommer ind om.
Faget billedkunst blev tilgodeset med arbejdet med navneskiltene.
Vognmandsplader blev skåret op, grundet og malet med vandfaste farver.
Eleverne har søgt på nettet og fundet motiverne.
Et flot resultat til glæde for alle forbipasserende er lykkedes.
Arne Callesen og Kate Feldskou har stået bag de to emneformiddage.