Ådum Borgerforenings møde den 9. dec.

Vindmøllerne set fra Tanholmvej

Kort før jul begyndte vingerne at dreje på de otte 135 meter høje møller ved Bindesbøl nord for Ådum. Med møllerne følger der til området vindmøllepenge på 100.000 kr og VE-midler på ca. 2,2 mill. kr.

Ved Idé- og udvekslingsmødet i Ådum Forsamlingshus den 9. nov. om forslag til anvendelse af disse samt midlerne fra LAG (Lokal Aktions Gruppe), blev der foreslået adskillige projekter.

Ti forslag er blevet viderebehandlet i grupper i den forløbne måned. To repræsentanter for hver gruppe var den 9. dec. inviteret af Ådum Borgerforening til at forelægge deres projekt.

Følgende indstilles af Borgerforeningen til viderebehandling:

Aktivitetsbane ved Ådum Børneunivers, asfaltering af P-pladsen ved Hallen, cykelstier til Østermarken, Elpatron til Ådum Kraftvarmeværk, Erhvervshus i Ådum, energi-tiltag og café-miljø ved Ådum Købmand, installation af strøm ved Ådum Pulling Arena, nedrivning af garager og anlæggelse af pladsen foran Ådum Børneunivers, renovering af lokaler til Ungeprojekt og udvidelse af idrætshal.

Der er dannet en arbejdsgruppe på fire personer til at lave en fælles beskrivelse af projekterne og visionerne under overskriften ”Ny Ådum”.