Ådum Købmand ’shinet’ op

Kunder og alle andre, som har været hos Ådum Købmand i den forløbne uge, har kunnet glæde sig over det gode resultat efter bestyrelsens indsats for at få butikken ’shinet’ op. Det lysnede op med de hvidmalede vægge, nye lysstofrør og grundig rengøring i hele rummet.

Varer på plads

Da reolerne var på plads, stod et kæmpe arbejde for – nemlig at få pakket varer ud og sat på hylderne. Det klarede personalet. Købmanden Brian og Andreas tog den første tørn, og onsdag sidst på eftermiddagen var hele personalet på nær én i fuld sving.

Bredt sortiment

Resultatet er godt! Der er nok at vælge af, og varerne er kommet på plads, hvor de plejer at være. Med i handlen følger god vejledning og altid hurtig hjælp, hvis der skulle være noget, kunden ikke lige kan få øje på eller har brug for råd om.

Ådum Købmand

Mange kunder er kommet med anerkendende ord og har givet udtryk for, at butikken er blevet rigtig flot!

I større perspektiv er der mere at overveje. Ud over handel og forskellig slags service fra butikken, spiller den en central rolle for fællesskab og sammenhold i byen samt bevarelse af, hvad der ellers er i gang.