Fastelavn hos Ådum Købmand

En regnfuld morgen holdt ikke de fastelavns udklædte skolebørn tilbage fra gåturen op gennem byen til købmanden.

På pladsen foran butikken stillede alle op, og hvad enten de var så heldig at kunne søge ind under en paraply eller ikke, så blev Fastelavnskantaten sunget under ledelse af lærer Ina Tveden, højere og højere i håb om at vække byens borgere.

Det lykkedes dog ikke at samle ret mange, men de, som kom, nød opførelsen i ly under markisen.

Alle budt ind i butikken

Købmand Brian Pedersen inviterede indenfor i butikken, og hans lune bemærkninger gav en tiltrængt varme. Brian var klar med lidt mundgodt til hver og præmie til den bedst udklædte.