I de sidste tre timer i åbningstiden tirsdag hos Ådum Købmand var der vinsmagning.
De valgte vine stod på et langt bord i butikken, og Brian var klar med kyndig vejledning. Mange gjorde en god handel og fik vin med hjem til jul og nytår, samt oven i købet et rabatkort til det næste vinkøb i butikken.
Der var en populær vin, som sikkert vil blive nydt til julemiddagen i mange Ådum-hjem. I hvert fald lå den på førstepladsen med en afsætning på 168 flasker.
Kiks og ost til vinen
Jette Harbo sørgede for smagsprøver på oste og kiks, som der også var god omsætning på. I hele åbningstiden var der nok at se til, og selv om det var hen over spisetid mærkedes det ikke på kundebesøget.
For børn, som var med, var der tilbud med terningekast om rabatprisen på ’vej selv’ slik.
Travlhed ved kassen
”Det er rart, når folk bakker op,” lød det fra Jette ved lukketid, og Andreas Filskov, som stod ved kassen var helt enig. ”Der har været ekstra tryk på,” var hans tilfredse konstatering.
”Dejligt, at der kom så mange,” sluttede Brian, da han lukkede og låste efter dagen.