Generalforsamlingen for Ådum Købmand samlede mange interesserede fra lokalområdet. 2015 er første hele år med Brian Pedersen som købmand. Han har gjort en kæmpe indsats for at drive en god butik tilpasset kundernes behov.
Formanden Lasse Buhl udtrykte glæde over god opbakning til købmand og arrangementer i butikken, hvoraf han nævnte Sille Owen i november som en velbesøgt succes. Med støtte fra Vindmøllefonden kunne butikken den aften indvie nye borde og stole, kaffemaskine og kaffekander. December bød på julehygge og æbleskiver, julesokker, banko og god julehandel.
Der var tak til ansatte, dem fra frivilliglisten, alle som giver en hånd med og til den øvrige bestyrelse.”Fremtiden byder på åben butik alle 7 dage, to nye deltids medarbejdere, økonomiske udfordringer, sikring af den store opstartsgave på 500.000 kr. og anpartskapitalen samt overvejelser omkring nedskrivning af anparter,” lød det blandt andet fra Lasse Buhl.
Regnskabet viste stigende omsætning og sluttede med et positivt årsresultat på 18.510 kr.
Brian Pedersen fortalte at Bake Off, det butiksbagte brød, er blevet en kæmpe succes og største indtjeningskilde, som slår de andre grupper, og flere opmuntringer fra butikslivet.
Der var genvalg til Tina H. Knudsen og Øjvind Christensen. Nyvalgt blev Bjarne Bundgaard. Christina Jørgensen og Margit Plauborg blev 1. og 2. suppleant.
Der var tak fra salen til Brian Pedersen og Malene Thomsen, ” De har fuldt ud fortjent den strøm, der er til butikken.”
Øjvind og Brian overrakte med stor tak en blomst til Lasse Buhl, som desværre ikke genopstillede. Købmandens kaffebord sluttede aftenen omkring den værdsatte butik.
– – Og et vel mødt til 2 års fødselsdag tirsdag den 5. april i ”Den lille Butik med den store service”.