Torsdag formiddag drejede bussen fra Hoven Plejehjem ind på parkeringspladsen foran Ådum Købmand, og kunder fra Hoven. gik på indkøb i butikken.
DSK, De Samvirkende Købmænd, har iværksat et projekt omkring ældre borgeres muligheder for indkøb i yderområder.
Projektet modtager midler fra ”Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter”, og det betyder, at det i projektperioden ikke er forbundet med omkostninger at køre med bussen eller få varerne bragt ud.
Bussen kører en gang om måneden, og de øvrige torsdage bringes varerne ud på bestilling.
Der er stor tilfredshed fra kundernes side med ordningen. ”Vi køber nok lidt mere, når vi kommer i butikken,” konstaterer en af damerne, og en anden supplerer, at man skal regne med at bruge lidt flere penge, og for at gøre det nemt og ikke være afhængig af kontanter har hun tilmeldt sig Ådum Købmands familiekonto.
Der er kaffe på kanden hos Købmanden og rundstykker. Det hele nydes til en hyggelig snak og enighed om, at det her er en god idé.
De gode tider, da der var både købmand og brugs i Hoven-området trækkes frem. For de besøgende er der ingen tvivl om, at butikker i landdistrikter medvirker til, at folk kommer til at kende hinanden.