145 nød det vestjysk2 kaffebord i Ådum

Søndag eftermiddag var der ekstra trafik i byen med Ådum Forsamlingshus som fælles mål. Ådum Husholdningsforening bød på Vestjysk Kaffebord, og invitationen blev rigtig godt modtaget. 

Kaffegæsterne kom fra både Ådum og de omliggende sogne. Også fra Ringkøbing, Sønder Felding, Brande og flere steder i samme radius havde nogen taget turen for at nyde kagebordets glæder. 

Gode kager for både voksne og børn

Flere havde fået den gode idé at invitere familie eller venner med. Også børnefamilier i lokalområdet tog mod indbydelsen, og der var nok, som faldt i de yngstes smag.

Pladserne i salen og Jægerstuen blev fyldt. Der kom stadig kaffegæster, og så blev der lukket op til krostuen, hvor de sidste fik plads.

Kagebord med 30 slags

Det centrale samlingspunkt var det lange, indbydende tag selv bord ned gennem salen. Her stod kagerne, og enhver kunne forsyne sig efter ønske, så længe appetitten tillod det.  Det var blevet til 30 forskellige slags, som foreningens bestyrelse havde bagt. Der var næsten alt, hvad man kunne ønske sig. Gode, gamle opskrifter var brugt og også velvalgte nye.

Heller ikke de berømte sukkerkringler manglede. De var sponseret af Johanne Olesen og kunne nydes som en traditionsrig afrunding på vestjysk kagebord.

Kaffeselskabet blev en succes I alt 145 gæster deltog i eftermiddagens store kaffeselskab, og mange gav udtryk for, at kagerne smagte fortræffeligt, og at de havde spist for meget. Ideen er værd at gentage, blev der sagt og lovet, at de ville møde op igen