Der var dækket pænt op ved caféborde i salen i Ådum Forsamlingshus, da deltagerne mødtes mandag aften til Ådum Husholdningsforenings arrangement.
Håndbroderede duge og gamle stel var fundet frem til opdækningen. Rundt langs væggene var en stor udstilling sat op på plader og borde med smukke gamle broderier, som var udlånt og syet ikke kun af foreningens medlemmer, men også af deres mødre, bedstemødre og andre slægtninge.
Håndarbejde fra kvinder født i 1890’erne
Stivet og strøget var det og tog sig imponerende ud med hulsømme og små tætte sting syet af flittige kvinder, hvoraf de ældste havde fødselsdato i 1890’erne. Der lød da også mange positive ord, mens udstillingen blev set.
Helga Augustesen havde foruden sit eget taget forskelligt og smukt håndarbejde med fra sin mor, født 1899.
Hilda Grønborgs mor blev født 1893, og Hilda havde udlånt flere af sin mors fint broderede håndarbejder.
Desuden var der kommet håndarbejde ind fra: Krista Poulsen, Sys Pedersen, Bodil Kronborg, Aase Hedevang, Birthe Lynggaard og Tove Christensen.
Kirsten Kolby om tur til Georgien
Aftenen bød på billeder og foredrag ved Kirsten Kolby fra Tarm, som fortalte meget inspirerende fra sin rejse til Georgien. Også her var det, som om tiden blev rykket tilbage, da hun beskrev forholdene i en Røde Kors støttet lejr for ’internt fordrevne’ i hovedstaden Tblisi.
Mennesker kom til lejren for godt 25 år siden på flugt fra krig og uro i et par provinser nordpå i forbindelse med Georgiens selvstændighed. Der bor cirka 2500 i lejren, som Røde Kors har støttet med vaskemaskiner og legeplads samt udstyr til et lille lægehus, hvor der behandles gennemsnitlig femten patienter hver dag og til en tandlægeklinik. Kirsten Kolby blev udtaget og rejste sammen med 10 andre frivillige i en gruppe, som Røde Kors hvert år sender ud i verden for at se nødhjælpsarbejdet i funktion og formidle indtryk herhjemme.
Aktuelt om det lokale Røde Kors
Kirsten Kolby fortalte, at Røde Kors i Tarm og området her pt. støtter projekter på Madagaskar og Malawi.
Omsætningen i Genbrugsbutikken var i 2015 på 425.000 kr. og i 2016 på 525.000 kr.
Kaffe og afslutning
Kaffen blev nydt sammen med bagværk fra tag-selv-bordet. Og der var god tid til også at se på udstillingen, inden Tove Christensen sluttede aftenen med tak til Kirsten Kolby og de cirka 40 deltagere efter en god og indtryksmættet aften.