Ådum Husholdningforening har med 20 deltagere været på eftermiddagsbesøg i Jonna og Bo Trelborgs smukke have i Tarm.
I det pæne sommervejr blev gæsterne bænket ved borde i haven nær åen, hvor Jonna fortalte lidt af forhistorien. Både hun og Bo var lærere i Sdr. Vium, og Bo tilmed medlem af kommunalbestyrelsen i 16 år.
Køb af grunden i Tarm
De var enige om, at de ville flytte til Tarm, når de blev pensioneret, mens kræfterne var der til både et nyt sted og til at skabe en ny omgangskreds.
I 1990’erne ville kommunen sælge fem store grunde på Engdraget og satte dem i offentligt udbud.
Alle ligger ned til åen, og Jonna og Bo Trelborg købte en grund på 7.000 m². Der gik en tid, inden de fik deres hus solgt og begyndte først at bygge i 2005.
Havearkitekt tegner planen
En havearkitekt i Esbjerg tegnede en plan over haven, og den gik de i gang med hurtigst muligt efter købet. De tilplantede med 15
frugttræer og bær- og prydbuske. Køkkenhaven blev en stor oval, som hænger sammen med en halvt så stor oval til blomster.
Rundtur i haven
På rundvisningen fortalte begge om de mange spændende muligheder med haven. Bo forklarede om systemet med fire
kompostkasser, hvorfra bedene blev beriget.
I køkkenhaven voksede næsten alt, hvad man kan tænke sig. Og logisk nok var det haven, som hos Trelborgs bestemte menuen!
I lysthusene kunne man sætte sig for et hvil, og Bo Trelborg bød her på en lille smagsprøve på hjemmelavet hyldesnaps.
Kagebord med noget fra haven
Der var kaffe og kagebord indenfor i deres spændende hus, hvor man var velkommen til at gå rundt og se. Kagerne var også med noget fra haven: rabarberkage og pipkager med fløde og jordbær.
Trelborgs vejbod
Alt det fremviste og fortællingen satte tanker og ønsker i gang.
Jonna og Bo Trelborg var inspirerende, og skulle man ikke selv få sine eventuelle ideer realiseret, er der hjælp at få. Fra deres bod ved vejen kan købes både potter med planter og blomster, klar til at grave i jorden, endvidere færdige marmelader og hjemmebagte kager tilsat noget fra haven.





