Grill og petanque i skiftende vejr

39 interesserede og forventningsfulde spillere mødte torsdag aften op ved banerne til petanque og grillmiddag.

Ådum Husholdningsforening sørgede for aftenens kulinariske del, og petanque-udvalget stod for spillet. Der var både spænding og sjov på banerne, og det temmelig skiftende vejr blev taget med godt humør.

Velkomst, hygge og god mad

Alle nåede dog ikke at spille inden middagen, som blev rykket lidt frem og heldigvis kunne nydes både under tag og mildere vejr, eftersom regnen tog af. Husholdningsforeningens formand Tove Christensen opfordrede i sin velkomst alle til at hygge sig ved bordene og forsyne sig fra tag-selv bordet under pavillonen.

Tørvejr til mere petanque

Bestyrelsen grillede de velsmagende barbecueben og bød på kartoffelsalat og blandet grøn salat. Snakken og hyggen fortsatte under kaffen, og så var vejret til at fortsætte på banen, og alle fik spillet, som gerne ville.

Arrangement i august

Næste arrangement er en eftermiddags tur den 15. august til Ulfborg med besøg på Retromuseum og HedeKaffe Café og kafferisteri.