På den første efterårssøndag med blandet vejr, lavere grader og lidt fugt i luften tog mange imod invitationen til et besøg i Ådum, hvor 20 steder inviterede indenfor til oplevelser for hele familien.
For de morgenduelige lagde Kwik Spar ud med rabat og søndagstilbud. Det blev en rigtig god dag, understreger købmand Keld Skov Hansen, med mange kunder og god omsætning. Butikken åbnede kl. 8 og vindmøllerne kl. 9, begge med forspring for Åbent Ådums generelle åbning kl. 10.00.
I tre år har vingerne drejet på de otte 135 meter høje vindmøller nord for Ådum. ”Bindesbøl Vind ApS” åbnede søndag to af møllerne. Mange tog dagen igennem imod og nød oppe fra maskinhuset den fantastiske panoramaudsigt 360° rundt.
Ådum Børneunivers havde ligeledes mange besøgende. Skolebussen med plads til otte personer holdt på Tøstrupvej. Den køres af frivillige chauffører og giver elever uden for skoledistriktet mulighed for at blive kørt til og fra skole og idrætsbørnehave. ”Støtteforeningen for Ådum Skolebus” står bag.
”Støtteforeningen for Ådum Børneunivers” var aktiv med bazar i Ådumhallen.
Fra 26 boder blev der tilbudt bl.a. legetøj, børnetøj, brugskunst, smykker af cykelslanger, husholdningsartikler, kaffe, kage og slush ice. Mellem 100 og 150 kiggede ind, og der størst handel i formiddagstimerne.
På Ådum Sogns Arkiv var arkivleder Dagmar Vestergaard godt tilfreds med 26 besøgende. De fleste kom længere væk fra og på grund af familierelationer. Alle med opvækst i Ådum blev spurgt: ”Hvornår er du konfirmeret?”, og flere navne kunne føjes til på gamle konfirmandbilleder.
Jens Bjerregaard fra menighedsrådet tog imod i Ådum kirke og havde cirka samme antal gæster.
Søndagen igennem var der folk på gaderne og trafik i landsbyen, hvor mange i dagens anledning havde hejst flaget.