Aadum Husholdningsforening på eftermiddagstur til Bøgelund – åben have v. Tistrup – torsdag den 28. juli

36 medlemmer af Ådum Husholdningsforening nød en eftermiddagstur med besøg i Irene og Bertel Strebøls flotte have på ”Bøgelund” i Bredho ved Tistrup.

Rundvisning i gårdhaven

Parret bød velkommen og gav en rundvisning i haven, som prydes af et væld af blomster, buske og træer med mange hyggelige kroge, hvor kaffe- og madkurvens indhold kan fortæres. Haven dækker et areal på 9.000 kvm. Siden 1990 har den været åben for besøgende.

I haven har Irene Strebøl sat sit præg med blomsterfloret, og der er både kendte og sjældne blomster i stor farvepragt.Bertel har fyldt haven med sine skulpturer i træ eller sten.

Den lille havfrue udhugget i sten

Særligt blev Bertel Strebøls ”Den lille havfrue” udhugget i sten og placeret ved et lille vandløb og ”Holger Danske” udskåret i træ bemærket, men figurerne over hele haven vakte beundring.

Havestol udskåret i træ

I værkstedet blev der handlet, og en havestol udskåret i træ kunne netop fragtes med hjem i bilens bagagerum. Ganske unik er for øvrigt et af hvilestederne i haven – en stol udskåret som en hånd.

Efter rundvisningen nød husmødre og-fædre den medbragte kaffe i haven, hvorefter der blev lejlighed til selv at udforske stedet.

Haven er åben nogle weekender i sommertiden og efter aftale.

I august måned er der følgende åbne weekender: den 6.-7. , den 20. – 21. og 26.-27.-28. i tidsrummet kl. 10.00 til 18.00.