Befrielsesaftenen blev traditionen tro fejret på Rosendal Kunsthandel med tændte fakler langs vejen, lys og Dannebrogsflag i vinduerne og dekorationer med bøgegrene og blomster i røde/hvide farver.på bordene i den tidligere gymnastiksal og på balkonen. Ca. 80 gæster oplevede historien komme tæt på trods de 66 år, der er gået, siden befrielsesbudskabet lød over BBC. I minde og ærbødighed indledte forsamlingen aftenen med at rejse sig og give plads for et øjebliks stilhed.
Gerhard Tabbert, fra støtteforeningen ”Rosendals Venner”, var aftenens leder og introducerede de både planlagte og spontane indlæg vekslende med fællessang og en kaffepause, hvor indehaverne Keld og Jørgens flotte kaffebord blev nydt med anerkendende kommentarer.
Seks personer havde på forhånd lovet at medvirke ved denne ”fortælleaften”: Ib Ross Nicklassen, Skjern, Else Nielsen, Bølling, Grethe Elbæk, Tarm, Borghild Jørgensen, Skjern, Ellen Nielsen, Skjern og Esther Hansen, Tarm Under ”ordet frit” var der indlæg fra Karen Brandt Nielsen, Tarm og Niels Andersen, Astrup.
Kendetegnende for beretningerne var, at oplevelserne i krigsårene var stærke og huskedes i detaljer, hvad enten det for nogens vedkommende var set med barneøjne eller eller for andre oplevet som voksen. Det blev en aften, som gav et tankevækkende supplement til historiebøgerne.
Et fælles træk var der i beretningerne fra dem, hvis fædre havde været med i modstandsbevægelsen: De vidste ikke, at deres far var frihedskæmper. Når der f. eks. havde været ”gæster”, de ikke kendte og heller ikke skulle være sammen med, – eller dyrlægebesøg, uden at der var syge dyr, – logerende familiemedlemmer i længere tid, – så havde de aldrig spurgt deres forældre om noget i den forbindelse eller i søskendeflokken talt derom. En undren kom til udtryk over den fælles intuition, at her havde været noget, der ikke skulle snakkes om.
Flere nævnte, at vintrene var hårde, især vinteren 1944. Man fyrede med tørv og bar lige så meget aske ud. Butikslagrene svandt ind, og Else Nielsen huskede, at udstillingsvinduerne blev malet hvide, så tyskerne ikke skulle se, hvor de kunne købe ind. Fåreuld skulle afleveres, og i stedet fik man celluld, som blev dobbelt så stort, når det var vasket, fortalte Ellen Nielsen, som nævnte den mangel, der var på alt. Som ganske ung i pige bekom det hende ikke særlig godt at skulle gå i kradsuldstøj.
Karen Brandt Nielsen fortalte om en meget forsinket tilbagerejse fra juleferien hjemme i Borris til Stenlille, hvor hun arbejdede på Realskolen. Hen på aftenen nåede rygtet dem: ”Kaj Munk er blevet skudt.” Det var den 4. januar 1944.
På hjemvejen fra skole, en gåtur på halvanden kilometer, oplevede Niels Andersen en dag i april 1944 at høre støvletramp bag sig. Han kunne høre, det var en, som kom i strækmarch. Han blev lidt bange og gemte sig mellem nogle træer. En soldat passerede forbi. På afstand så Niels Andersen soldaten standse op, gribe ned i hylsteret og sætte sit gevær for tindingen. Selv søgte han ind i buskadset igen, og skuddet lød. Soldaten fortsatte dog. Han havde i sidste øjeblik ændret sigte og i stedet skudt et hul i vejskiltet, som Niels Andersen i årene frem var eneste vidne om historien bag.
Mellemskoleeleven Ib Ross Nicklassen brugte rektors aflysning af skolegangen den 9. april 1940 til sammen med en kammerat at tælle fly sydfra til Ålborg Lufthavn, og hvor mange der lettede mod Norge. Og igen på en fridag, sidste feriedag den 13. august 1940, blev han øjenvidne til krigens største luftkamp over Danmark med beskydningen af de engelske og canadiske fly og af faldskærmsudspringerne, som kostede 20 af de 33 besætningsmedlemmer livet..
Esther Hansen, som for nylig fejrede jernbryllup med Hans, fortalte om deres bryllupfest i 1941. Den blev noget usædvanlig, idet banearbejdet i Vostrup blev fejltolket,og en bombning af en tysk transport i Oksbøl i stedet blev her. Vostrup by blev evakueret på grund af ueksploderede bomber, og lige efter suppen kom politibetjenten fra Skjern ind til deres bryllupsfest i forsamlingshuset og sagde, at alle måtte forlade stedet. Esthers far lod sig ikke slå ud: ”Vi spiser videre i ro.” – Kødretten og desserten blev nydt, inden han bad gæsterne bære med, så tingene kom hjem. Alle gik ind over markerne, for vejene var lukkede. De 90 gæster fortsatte festen og drak kaffen hjemme hos Esthers forældre.
De mange oplevelser, som kom frem, talte stærkt, og Ellen Nielsen kom med en konklusion om disse frihedskæmpere, der viste mod og ikke blot underkastede sig andres magt, selv med livet som indsats. Hun sluttede sin beretning: ”Jeg vidste ikke, min far var frihedskæmper. Der var mange grupper rundt i landet. De var parat til at slås for deres fædreland. Det var farligt, ikke alle var lige pålidelige. Jeg var 16 år, da krigen sluttede, og uhyre stolt af min far. Jeg synes, vi har grund til at være stolte over det meste af det, vi foretog os under krigen.”
Gerhard Tabbert afrundede aftenen: ”Krigen var uhyggelig. Lad os skønne på 66 år i vort land uden verdenskrig. Det er ingen selvfølge. Det ulmer rundt omkring os. Vi har haft en god ”fortælleaften”. Vort liv slukkes, og hvor er hbistorien, hvis ikke nogen af vore efterkommere fortæller videer. Derfor opfordrer jeg jer til at skrive oplevelserne ned til børn og børnebørn.”
