Der var fuldt hus på Rosendal til ferniseringen lørdag eftermiddag den 28. nov.
Sammen med Rosendal Skoles 100 års jubilæum sidst i oktober fejrede Rosendal Kunstnerklub 15 års jubilæum. I sin velkomst bød Keld Kristiansen velkommen til kunstnerne fra nærområdet, som således for 16. gang udstiller i december måned på Rosendal. Kunstnerklubben har 18 medlemmer, så det var få værker, den enkelte kunstner havde med, men disse var helt tydeligt valgt med omhu.
Det er blevet til en meget seværdig udstilling med både nye og også tidligere udstillede billeder, hvor kunstnerne udtrykker sig inden for forskellige genrer.
Billederne blev da også nøje studeret, og det tog tid at komme rundt mellem de mange gæster for at se, høre og give sin mening om kunstværkerne.
Der lød mange rosende ord om kunstnerne, hvis udvikling en stor del af gæsterne har fulgt gennem årene og var særlig bevidste om med jubilæet som baggrund.
Efter ferniseringen blev der budt på kaffe og klejner, mens man så hen til, at de levende lys ville blive tændt på det store juletræ.
Udstillingen kan ses hele julemåneden, hvor der er åbent på Rosendal Kunsthandel fredag, lørdag og søndag fra kl.11 til 19 samt den 27., 28., 29. og 30. dec. fra kl.13 til 17.