Kære Aadum borger.

Så er det sidste udkald hvis vi fortsat skal ha’ en skole i Aadum.

På mødet om skolen i Forsamlingshuset, blev der nedsat et udvalg, som skulle prøve at arbejde videre, ud fra den stemning der var, nemlig at gøre en indsat for at redde vores kommuneskole i Aadum.

Hvad vil der ske hvis skolen lukker:

Børnene vil blive spredt på flere skoler, f.eks. Tarm, Ølgod Friskole, Skjern Kristne Friskole og Hoven Friskole. Det kan betyde, at børnene vælger at dyrke sport sammen med kammerater, i stedet for i Aadum, hvilket vil gå ud over Idrætsforeningen og Hallen.
Det vil blive meget svært at bevare købmanden.
Huspriserne vil falde yderligere.
Vi kan frygte, at vi bliver en ”soveby”, som da købmanden var lukket.

Hvad skal der til for at redde skolen:

Vi skal i dette skoleår – helst inden februar 2018 – have ca. 10 elever mere, det samme i næste skoleår osv.

Hvordan gør vi så det:

Hente børn uden for vores skoledistrikt og få flere tilflyttere med børn.
Derfor sættes der gang i en pr. kampagne for skolen og sognet.

Lykkes dette ikke, må vi se i øjnene, at skolen lukker sommeren 2019.

Hvad kan du gøre:

Du kan tale positivt om Aadum og skolen
Du kan dele alt godt om Aadum på Facebook, når du ser det.
Du kan melde dig som chauffør på bussen. Vi mangler buschauffører her og nu.
Du kan donere penge til støtteforeningen for skolen, til betaling af pr.

Kan vi lave et investeringsforening, som kan købe en af de boliger, som er til salg, som så kan lejes ud?
Vi ved nemlig, at nogle gerne vil flytte til Aadum, men vi mangler lejeboliger, da de, der gerne vil flytte hertil, ikke kan låne penge til at købe for.

 

Hilsen Arbejdsgruppen